Baggrund: Lars Løkke Rasmussens 10 mål for Danmark år 2020

Lars Løkke Rasmussens 10 mål, fra tale på Venstres landsmøde (PDF) lørdag d

_slettet_bruger_99 Ikke angivet,

22/11/2009

Lars Løkke Rasmussens 10 mål, fra tale på Venstres landsmøde (PDF) lørdag d. 21. november 2009 (forkortet udgave - se også målene i fuld længde nederst på siden):

1. Danmark skal i 2020 være blandt de 10 rigeste lande i verden målt ved BNP pr. indbygger.

2. I 2020 skal Danmark være blandt de 3 lande i verden med flest vækstiværksættere.

3. I 2020 skal det samlede danske arbejdsudbud være blandt de 10 højeste i verden.

4. I 2020 skal danske skolebørn være i top 5 internationalt - både for så vidt angår læsning, matematik og naturfag målt ved de regelmæssige, sammenlignelige PISA-undersøgelser og for så vidt angår engelsk målt i forhold til ikke-engelsktalende lande.

5. I 2020 skal Danmark have mindst et universitet i top 10 i Europa målt ved den anerkendte årlige opgørelse i Times Higher Education.

6. I 2020 skal den danske middellevetid være blandt de 10 højeste i verden.

7. I 2020 skal Danmark være blandt verdens 3 mest energieffektive lande.

8. I 2020 skal Danmark være blandt de bedste lande i EU til at integrere ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på arbejdsmarkedet målt ved beskæftigelsesfrekvensen.

9. I 2020 skal sandsynligheden for at blive udsat for en forbrydelse i Danmark være blandt de laveste i Europa.

10. I 2020 skal den danske økonomi fortsat være blandt de 5 stærkeste i verden målt ved et vægtet gennemsnit af følgende indikatorer: Ledighed, offentligt underskud, inflation, inflationsstabilitet og betalingsbalanceunderskud.


De 10 mål i fuld længde:

1. Danmark skal i 2020 være blandt de 10 rigeste lande i verden målt ved BNP pr. indbygger.
Jeg har allerede sagt det mange gange, men det er også afgørende, at alle erkender, at forudsætningen for at vi fortsat kan finansiere verdens stærkeste velfærd er en betydelig velstand! Når vi skal fastholde vores position blandt de ti rigeste lande, er vi ganske enkelt nødt til at få den økonomiske vækst i vejret. Så enkelt er det. Det er ligesom et væddeløb. Det kan godt være, at vi har et forspring. Men går farten af, så vi løber lidt langsommere end de andre, så ender vi med at blive overhalet. Derfor skal vi sætte os et klart mål for, hvad den økonomiske vækst skal være i det kommende tiår.

2. I 2020 skal Danmark være blandt de 3 lande i verden med flest vækstiværksættere.
Vækst kommer ikke af sig selv - det kræver gode vilkår for virksomhederne. Noget af det handler om finansiering. Andet om klarhed om den fremtidige regulering. Noget tredje om brobygning mellem vidensinstitutioner og erhvervsliv. Det korte af det lange er, at vi har brug for nye erhvervssucceser. Virksomheder, der står stærkt på et voksende marked - og ikke bare virksomheder, der er i stand til at fastholde deres position på et krympende marked. Hvad nytter det at være verdens bedste producent af en teknologi, der er ved at blive forældet. Det er der ikke megen vækst i.

3. I 2020 skal det samlede danske arbejdsudbud være blandt de 10 højeste i verden.
Vores velstand afhænger naturligvis af, hvor kløgtige og smarte vi er. Men den afhænger også af, hvor mange vi er på arbejdsmarkedet. Jo mere vi arbejder, jo rigere bliver vi. Jo flere, der arbejder, jo færre skal forsørges. Jo flere, der arbejder, jo færre føler sig overflødige. Et højt arbejdsudbud er både et bidrag til velstanden og et bidrag til en succesrig socialpolitik. Det er også en forudsætning for at finansiere velfærden samtidig med at skatterne holdes i ro.

4. I 2020 skal danske skolebørn være i top 5 internationalt - både for så vidt angår læsning, matematik og naturfag målt ved de regelmæssige, sammenlignelige PISA-undersøgelser og for så vidt angår engelsk målt i forhold til ikke-engelsktalende lande.
Danske børn er dygtige. Men de kan blive dygtigere endnu. De fleste klarer sig fint videre i uddannelsessystemet. Men alt for mange "går død" i det faglige. Her skal vi sætte ind. Stærke faglige kompetencer er en forudsætning for at alle unge kan gennemføre en ungdomsuddannelse og tilstrækkeligt mange en videregående uddannelse med gode resultater.

5. I 2020 skal Danmark have mindst et universitet i top 10 i Europa målt ved den anerkendte årlige opgørelse i Times Higher Education.
Danske studerende skal være velkomne til at bruge udenlandske universiteter. Men derfor skal vi ikke desto mindre have en målsætning om danske universiteter i verdensklasse. Stærke faglige og forskningsmæssige miljøer smitter positivt af på hele samfundet. På de øvrige uddannelser, på virksomhederne og på resten af samfundet. Hvis eliten ligger lige om hjørnet, er den ikke så afskrækkende.

6. I 2020 skal den danske middellevetid være blandt de 10 højeste i verden.
Mange gode leveår er både en forudsætning for velstand og for lykke. Her kunne vi klare os bedre i Danmark. Der er ingen grund til, at vi i Danmark ikke skulle kunne leve lige så længe som f.eks. svenskerne og nordmændene. Stærkere forebyggelse og sundhedsbehandling betyder flere gode leveår for alle danskere.

7. I 2020 skal Danmark være blandt verdens 3 mest energieffektive lande.
Samtidig skal Danmark være blandt de 3 lande i verden, der løfter sin vedvarende energi-andel mest frem mod 2020. Energi er drivkraften i enhver vækstøkonomi. Jo mere vi får ud af energien, jo mere er der plads til at vokse. Jo mere vi får ud af energien, jo mindre påvirker vi klimaet. Jo mere vi får ud af energien, jo mindre afhængige er vi. Høj energieffektivitet og en høj andel af vedvarende energikilder er en ren vindersag.

8. I 2020 skal Danmark være blandt de bedste lande i EU til at integrere ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på arbejdsmarkedet målt ved beskæftigelsesfrekvensen.
Hvert eneste menneske har ressourcer at tilbyde. Alt for længe har mange indvandrere været en byrde på samfundsøkonomien, hvor de i og for sig burde være en berigelse - både økonomisk og menneskeligt. Integration via job er en af de mest afgørende forudsætninger for lige muligheder og gensidig accept mellem forskellige befolkningsgrupper og et nødvendigt svar på den demografiske udfordring.

9. I 2020 skal sandsynligheden for at blive udsat for en forbrydelse i Danmark være blandt de laveste i Europa.
Vi er et trygt land. Og sådan skal vi forblive. Kriminalitet er det mest synlige bevis på, at samfundets grundlæggende normer er under pres. Forbrydelse skal ikke kunne betale sig. Kriminalitet fostrer et parallelsamfund og nedbryder samfundets bærende værdier, mens lav kriminalitet opnået ved konsekvens og forebyggelse styrker tilliden mellem folk og øger tryghed og vækst.

10. I 2020 skal den danske økonomi fortsat være blandt de 5 stærkeste i verden målt ved et vægtet gennemsnit af følgende indikatorer: Ledighed, offentligt underskud, inflation, inflationsstabilitet og betalingsbalanceunderskud.
Vi kan kun gøre os håb om varig velstand, hvis vores økonomi er robust. Orden i økonomien er en forudsætning for, at vi ikke afleverer ubetalte regninger til kommende generationer. Det er mit bud på 10 konkrete mål for 2020. Det er mål med substans og tyngde. Mål, der betyder noget. 10 mål for 2020, der skal kæmpes for at opnå. 10 mål for 2020, der også til den tid vil gøre det muligt at udleve den danske drøm.

Kilde: