Begrebet ’New public management’ (NPM) dækker over et styringssystem benyttet af de offentlige forvaltninger. Formålet har været en (indrømmet, nødvendig!) effektivisering af den offentlige sektor forsøgt omsat via diverse reformer, som fx Universitetsreformen (2003), Gymnasiereformen (2005) og Strukturreformen (2007). Der desværre har vist sig at være ret katastrofale. Det får imidlertid ikke finansminister Bjarne Corydon og børne- og undervisningsminister Christine Antorini til at ryste på hånden i forhold til deres folkeskolereform og totalitære heldagsskole.
Mange ord er blevet sagt og skrevet i den anledning, men det er som om, de politiske beslutningstagere i dette land bliver stadig mere uvidende og empiri-resistente. Sikkert fordi de omgiver sig med rådgivere/embedsfolk, der ligesom dem selv ikke har gnist af føling med de faktiske forhold på de områder, hvorom der bliver truffet drabelige beslutninger. Det er til at få en grøn af, at Antorini til sit kamikaze-projekt Ny Nordisk Skole har lånt øre til et reformpædagogik-spæklag. Frem for at stige ud af luftballonen og lytte til mig, som har 30 års lærererfaringer og derfor præcist ved, hvor skoen trykker – og hvad der skal til for at vende Titanic NPM.
Hva’beha’r?
Om jeg har fået storhedsvanvid? Overhovedet hverken. Jeg er bare hammertræt af at blive drevet rundt i manegen af folk, som gør hvad de kan for at forhindre mig i at gøre mit arbejde ordentligt, nemlig at bibringe mine elever den nødvendige (ud)dannelse til at klare sig i en stadig mere kompleks og konkurrencestyret verden. Og hvad er det så lige, der vanskeliggør min lærergerning?
• At jeg ikke får eksplicit opbakning af samtlige ledere i uddannelsessystemet samt af politikerne i det synspunkt, at den første forudsætning for en hvilken som helst faglig indlæring er, at der er ro i klassen. At skabe ro er gået hen og blevet benhårdt arbejde og fordrer, at læreren magter at tage den blytunge autoritetsbyrde på sig. Den tynger så grumt, fordi der i hver eneste time skal tages ubehagelige konflikter med eleverne. Elever der kommer for sent, elever der ikke har bøger med, elever der ikke har læst, elever der er på Facebook eller på iphone, elever der udstråler jeg-gider-ikke-lige-nu, elever der skal på toilettet midt i timen, elever der.... Antorini kan give 10 timers mere danskundervisning om ugen, uden det rykker så meget som én stavefejl – hvis altså ikke der er ro, mens jeg forklarer forskellen på nød og nødt og for og får.
• At jeg ikke får opbakning til, at det er forældrenes ansvar at gøre deres børn skoleparate. Det er ikke pædagog-Pia ansvar, det er ikke lærer-Lenes ansvar, og det er ikke SFO-Sørens ansvar. Det er fars og mors ansvar – og det er utroligt at Antorini og hendes slæng af Michael Ziegler’e igen og igen kan slippe af sted med at placere aben (børneopdragelsen + undervisningsparatheden + elevmotivationen) i institutionerne frem for i familien. Ziegler’ne har ikke forstået en bjælde af de herkuliske opgaver, som ansvarlige lærere hanker op i dag ud og dag ind, og jeg har sjældent følt min arbejdsindsats mere nedgjort, end da jeg fik klatten kanoneret i øjet: ”Normalisering” af min arbejdstid.
• At jeg ikke får opbakning til, at skolen er en arbejdsplads. Skolen er hverken varmestue eller værested og kan derfor ikke løse problemerne med 1. Utilpassede børn med diagnoser og motivationsproblemer, 2. Utilpassede indvandrerbørn af forældre, som ikke har pakket kulturkufferten ud, 3. At hæve børn med en lav intelligenskvotient til de krævede faglige niveauer. Kald dog en spade en spade: Der er bare nogle børn og unge, der ikke er kvikke nok til at de kan nå op på mere end et vist bogligt niveau. Hvorimod de kan blive skrappe til samfundsnødvendige jobs som parkbetjente, rengøringsassistenter og frugtplukkere. De nye generationer har lidt et væsentligt traditions- og kulturtab. Det har de bl.a. fordi faget ikke mere er i centrum, og fordi den lærer, der brænder for at formidle sine fag på højt niveau, er blevet sortstemplet med idiotien ”privatpraktiserende”. Hvori det private består, har jeg aldrig rigtigt fattet. Den gymnasiale undervisning, som er bundet op på en bekendtgørelse, fungerer i et samarbejde med 25-32 elever, som i deres adfærd og reaktionsmønstre såvel direkte som indirekte ”melder tilbage” til læreren. Med eksamen som den ultimative test. Hvor privat er det lige?
Derfor ville politikerne også gøre alle dedikerede undervisere en stor tjeneste ved at lægge en bombe under Danmarks Pædagogiske Universitet og alt dets uvæsen. Den magtfulde pædagogiske elites årelange kolportering af 1. Det-skal-være-lystfyldt-at-lære, 2. Ligemageriet (ingen skal lære, hvad ikke alle kan lære) har allerede kostet et par generationer af børn og unge dyrt. Alt for mange har hverken tilegnet sig solide faglige kundskaber, udholdenhed eller arbejdsdisciplin. Højst en henvisning til psykolog. Derfor skal vi gøre op med den utopiske lighedstanke og dele børn efter, hvad deres evner rent faktisk rækker til. Ikke mindst de svage elever bliver ladt massivt i stikken, fordi de ikke kan håndtere kravene og uroen i den rummelige, feel-good folkeskole. Gruppearbejde er fint, når disciplinen er til stede, men det er den som oftest bare ikke.
Summa summarum: Circus Corydon & Antorini’s skoleforestilling er bare helt igennem surt show.
(trykt i Jylllands-Posten d. 2.6.13)
