Dagpengereglerne er så omfattende, at de fylder 23.000 sider, og hvad det ikke koster i administrationsudgifter, tør man slet ikke tænke på.
Der er mange velmenende politikere, der gerne vil effektivisere den offentlige sektor og især spare på de administrative omkostninger, men hvem tror på, at det nogensinde vil ske, at mængden af regler på dagpengeområdet reduceres til blot 200 sider - eller endda blot 2.000 sider?
Eneste løsning er en privatisering.
Arbejdsløshedsforsikring er forsikring, og selv om det i dag er overvejende skatteyderbetalt, så kunne det lige så godt være 100 pct. privat finansieret.
I erkendelse af, at der aldrig vil være politisk opbakning til et dagpengesystem, der er fuldstændig ureguleret, vil jeg foreslå følgende minimumsregulering af private a-kasser:
- Medlemskab obligatorisk for alle beskæftigede over 18 år (så kunne vi spare en del penge på kontanthjælpen). Sparede udgifter til dagpenge og arbejdsformidling skulle selvfølglig gives tilbage i form af skattelettelse til personer på arbejdsmarkedet
- A-kasserne skal give en minimumsdækning på X tusinde kroner, der skal have et niveau, så vedkommende kan forsørge sig selv.
- En minimumsdækningsperiode på eksempelvis 1 år.
- En maksimal dækningsgrad på eksempelvis 80 eller 90 pct. af hidtidig indkomst
- A-kasserne bestemmer selv rådighedsregler, dækningsgrad og periode, præmiebetaling m.m. inden for disse grænser. Man kunne eksempelvis forestille sig, at dækningsgraden faldt med ledighedsperiodens længde for at give de størst mulige incitamenter til at finde beskæftigelse.
- A-kasserne skal være under tilsyn af Finanstilsynet på linje med andre forsikringsselskaber.
- A-kasserne skal selv – eller i forening – drive arbejdsformidlingen, da de jo har et klart incitament til at sikre sig, at de ledige kommer i arbejde hurtigst muligt.
Resultatet ville givetvis være et langt mere effektivt dagpengesystem. Det vil være mindre bureaukratisk, og der vil være konkurrence på markedet, så arbejdstagerne kan vælge den a-kasse, der passer dem bedst.
Der vil hurtigt opstå en folkelig opbakning til at administrere rådighedsreglerne stramt, og hvis den gennemsnitlige ledighed stiger, kan man forestille sig, at dækningsgraden nedsættes eller præmien stiger i overensstemmelse med aftalte betingelser. Noget tilsvarende findes for øvrigt i Sverige.
Obligatorisk medlemskab vil selvfølgelig støde alle liberale, men så længe der stadig er et offentligt finansieret kontanthjælpssystem, vil det være nødvendigt.
Man kunne forestille sig en form for genforsikring, hvis den gennemsnitlige ledighed stiger til over 8 eller 10 pct., men det skulle selvfølgeligt ske på en måde, så a-kasserne stadig bærer de marginale omkostninger ved øget ledighed. Det kunne også fungere 100 pct. på markedsvilkår, men så må politikerne være parate til at lade a-kasser gå konkurs, hvilket næppe er sandsynligt. En form for statslig genforsikring kunne være at foretrække frem for politiske hovsaløsninger, når en a-kasse går konkurs som følge af stigende ledighed.
