Den 9. januar 2013 havde Politikken en interessent kronik skrevet af Ole Bjerg, der handlede om private bankers pengeproduktion. Ole Bjergs påstand om, at private banker skaber hovedparten af vores penge (ca. 97 %), er en regulær sandhedsbombe for mange, og har ikke overraskende vakt skeptisk, men jeg kan bekræfte rigtigheden heraf, og det næppe forkert at postulere, at vores nuværende banksystem kun eksisterer fordi politikkerne og befolkningen i almindelighed ikke ved, hvordan private banker fungerer. Nærværende artikel vil forsøge at ændre på dette, og jeg håber, at den kommende Nationalbankdirektør, og min tidligere kollega, Lars Rohde, vil læse denne artikel.
Skrevet af cand.merc.aud Thorbjørn Henriksen, adm. direktør i Occupywallstreet SMBA og medlem af Liberal Alliance.
Hvad er penge i banken egentlig?
Lad os starte helt banalt med Hr. Jensen, der tilsyneladende har 100.000 kr. på sin bankkonto i Danske Bank, men hvad har Hr. Jensen egentlig? I realiteten har Hr. Jensen blot en fordring på Danske Bank. Når der står 100.000 kr. på Hr. Jensens bankkonto, så er det altså blot udtryk for, at Danske Banke skylder Hr. Jensen 100.000 kr.
Men denne bank-fordring har de facto pengestatus. Hr. Jensen behøver altså ikke gå ned i Danske Bank, og konvertere fordringen til kontanter (rigtige penge) for at kunne betale sine regninger. Bankfordringen kan direkte benyttes som betalingsmiddel. Hr. Jensen kan således via sin internet-bank overdrage andele af bankfordringen til andre, herunder det offentlige, der alle acceptere denne bank-fordring som betalingsmiddel.
Men hvordan skabes og destrueres disse bankpenge (bankfordringer)?
Bankfordringer er et biprodukt af bankernes udlånsaktivitet. Hvis Peter går ned i Danske Bank og får bevilliget et lån på 10.000 kr., som herefter indsættes på Peters bankkonto i Danske Bank, så får Peter i virkeligheden kun en fordring på Danske Bank på 10.000 kr.
Når lånetransaktionen er gennemført, så er situationen derhen, at Peter skylder Danske Bank 10.000 kr. og Danske Bank skylder Peter 10.000 kr. Peter og Danske Bank krydser blot fordringer med hinanden. Dette dobbelte gældsarrangement giver i stringent juridisk og økonomisk forstand ingen mening, men da fordringen på Danske Bank de facto har pengestatus, og på anfordring kan konverteres til kontanter (rigtige penge), så giver det alligevel mening.
Hvis Peter dagen efter laver et afdrag på 5.000 kr., så vil Danske Bank sige ”Peters bankkonto” minus 5.000 kr. og ”Udlån Peter” minus 5.000 kr. Herefter er situationen derhen, at Peter skylder Danske Bank 5.000 kr. og Danske Banks skylder Peter 5.000 kr. Nu krydser man blot fordringer på et lavere niveau.
Vi kan således se, at bank-penge skabes ved udlån og destrueres ved afdrag på banklånene. Ingen banklån ingen bankpenge. Bank-penge kaldes også kredit-penge eller midlertidige penge, men de udgør ca. 95 % af alle pengene i samfundet.
For at få lidt afstand til ovennævnte, så svarer det til, at Peter går ned i Magasin og skriver under på, at han skylder Magasin 10.000 kr., hvorefter Magasin takker for underskriften på gældsbrevet ved at tildele Peter et Magasin-gavekort på 10.000 kr.
Hvis Magasin-gavekortet er frit overdrageligt og alle acceptere Magasin-gavekortet som betalingsmiddel, så er der de facto skabt penge ud af den blå luft. Peter kan så indfri Magasin-gælden ved at komme med kontanter (rigtige penge) eller ved at aflevere Magasin-gavekort for 10.000 kr.
Det er nøjagtig det samme, der sker, når Peter går ned i Danske Bank og låner 10.000 kr. Peter skriver under på, at han skylder Danske Bank 10.000 kr. og Danske Bank takker for underskriften ved at tildele Peter et digitalt Danske Bank-gavekort (tilgode-bevis) på 10.000 kr., som Peter kan anvende til at betale regninger med.
Peter kan indfri gælden til Danske Bank ved at komme med kontanter (rigtige penge) eller ved at kommer med fordringer på Danske Bank.
Har Peter 10.000 kr. på en Bankkonto i Nordea, hvilket jo er en fordring på Nordea på 10.000 kr., så kan denne fordring i juridisk forstand ikke direkte anvendes til at betale den gæld Peter har til Danske Bank. Nordea-fordringen skal først konverteres til rigtige penge (Nationalbank-penge), hvilket kan gøres på to måder. Enten kan Peter går ned i Nordea og hente 10.000 kr. i kontanter, eller også kan Peter via sin Nordea-internet-bank overdrage fordringen til Danske Bank, hvilket reelt betyder, at Nordea overføre 10.000 kr. fra sin konto i Nationalbanken til Danske Banks konto i Nationalbanken, og Nordea-bank-fordringen forsvinder.
Men for indskyderne er fordringer på private banker universelle, og har samme status som de penge Nationalbanken producerer. Vi kan således udligne alt gæld med disse bank-fordringer, og behøver ikke bekymre os om, hvorvidt fordringen er en Danske-Bank-fordring eller en Nordea-fordring.
Hvor mange bankpenge (bankfordringer) kan bankerne producere?
Her begynder det at blive rigtig interessant. Bankerne er tilladt en meget stor gearing. For hver gang Danske Bank har 8.000 kr. i rigtige penge (kontanter eller indestående i Nationalbanken) må Danske Bank laver bank-penge for 100.000 kr., som det kan udlåne med renter.
Danske bank er forpligtiget til at destruerer disse bank-penge i samme takt som de anvendes til afdrag på gæld i Danske Bank, men renterne må Danske Bank imidlertid godt beholde.
Det svare til, at hvis Magasin har en kontantbeholdning på 8.000 kr., så kan Magasin udstede Magasin-gavekort for 100.000 kr. som alle er retlig forpligtiget til at betragte som rigtige penge. Magasin-pengene kan så udlånes med renter, og låner kan kun tilbagebetale med Magasin-gavekort eller kontanter (Nationalbank-penge).
Lad os antager, at Magasin samlet set får 150.000 kr. tilbage, hvoraf de 70.000 kr. er Magasins egne gavekort, men resten af tilbagebetalingen består af 80.000 kr. i rigtige Nationalbank-penge. De tilbagevendte gavekort er Magasin tvunget til at destruere, men Magasin har nu en penge-base på 80.000 kr. som Magasin kan udstede nye gavekort fra, og nu kan Magasin udstede gavekort (Magasinpenge) for 1.000.000 kr.
Man behøver ikke være matematisk geni for at se det gode i den forretning på bekostning af resten af samfundet. Det er således helt astronomisk, hvad bankerne kan producerer af penge – ud af den blå luft.
Banker skaber kriser:
Som vi kan se, går morderne bankvirksomhed ikke ud på at tage indskydernes penge og videreudlåne disse penge til andre. Dette er en proces, der slet ikke er praktisk mulig. Morderne bankvirksom går ud på at lave fordringer på sig selv og destruere fordringer på sig selv. Og da fordringer på banker har pengestatus, så går morderne bankvirksomhed ud på at producere penge og destruerer penge – og her har vi kerneproblemet i moderne bankvirksomhed.
Når bankerne samlet set øger udlåningen, så stiger pengemængden i samfundet, og vi får inflation, men denne inflation fordeler sig ikke umiddelbart jævnt. Til at starte med er det bankernes primære låneaktiver (ejendomme og aktier), der opsuger disse ekstra bank-penge, og tager kraftige prismæssige opture. Når bankerne samlet set mindsker udlånene, eller blot stopper udlånsvæksten, så begynder de primære låneaktiver (ejendomme og aktier) at falde voldsomt, hvilket skaber problemer for bankerne mv., da disse aktiver udgøre sikkerhedsaktiverne for bankerne og lånerne.
Bankerne skaber således prisbobler i økonomien (typisk på ejendomme og aktier), der hele tiden springer til stor skade for samfundet, og boblerne i økonomien bliver større og større. Nationalbanken skal prøve at skabe contra. Når private banker udlåner for meget, så skal Nationalbanken træde på bremsen (hæve renten) og når bankerne udlåner for lidt trykke på speederen (sænke renten). Men man bliver nok ikke modsagt, når man påstår, at Nationalbankerne denne gang trådte på speederen, hvor de burde have trådt på bremsen, hvorefter de private bankers pengeproduktionen løb løbsk.
Som formand for Financial Service Authority (England), Lord Adair, skrev i sit notat “Erfaringer fra krisen”.
“Krisen I 2007/08 opstod fordi vi fejlede i at stoppe private bankers pengeproduktion”
Og som den tidligere direktør for Nationalbank i USA, Allan Greenspan, sagde
”Det er umuligt at opdage prisboblerne i økonomien før de faktisk springer, for det ville kræve, at man skulle være i stand til at forudse, at flere tusinde investorer tager fejl”.
Og Mervyn King, guvernør for Nationalbanken i England udtalte ”af alle måder at organisere bankdrift på, er det nuværende det værste”
Et banksystem hvor bankerne ikke øger pengemængden ved udlån, vil unægtelig være ønskeligt, og det er næppe forkert at sige, at det nuværende banksystem er en reminicens fra en tid, hvor bankfordringer i mindre grad blev brugt som betalingsmiddel. Altså fra en tid uden internet og kreditkort.
Foreningen Positivemoney i England har foreslået, at bankerne skal operere med et to-kontosystem, hvor den ene konto er en sikker opsparingskonto og den anden konto en usikret investeringskonto. Den sikre opsparingskonto er 100 % afdækket i Nationalbanken, og indestående på denne konto kan aldrig gå tabt, da beløbet på opsparingskontoen juridisk tilhøre indskyderen. Banken er kun administrator af opsparingskontoen. Bankens konkurs får derfor ingen følger for opsparingskontoen. Beløbet på opsparingskontoen kan altid hæves/flyttes.
Det er kun indestående på opsparingskontoen, der kan anvendes til at betale regninger med. Den sikre opsparingskonto vil typisk have en negativ rente, da indeståendet ikke kan bruges af bankerne.
Beløbet der indsættes på investeringskontoen er et direkte lån til banken, og kan af banken frit benyttes til videreudlån. Men indestående på investeringskontoen, der er en fordring på banken, kan ikke anvendes til at betale regninger med, og er således ikke penge. Indeståendet på investeringskontoen går tabt ved bankens konkurs.
Om dette er det mest ideelle banksystem er usikkert, men det løser problemet med, at fordringer på banker benyttes som penge, hvilket i øvrigt er i strid med straffelovens § 170. Nationalbanken får igen monopol på at producere penge uanset om det er fysiske eller digitale penge, og vi undgår en øgning af pengemængden ved udlån.
