Jeg har en gennemarbejdet forretningsplan! Den går ud på at producere et produkt med nærmest ubegrænset efterspørgsel. Et produkt som millioner af kunder er villige til, gentagende gange, at købe for en pris på 500 kr.
Ved en investering på 2 millioner, penge som jeg ville kunne skaffe, samt en masse hårdt arbejde, ville jeg kunne sætte en fabrik op, til at producere dette produkt. På denne fabrik ville en medarbejder efter en oplæringsperiode på ca. 3 mdr. kunne producere et stk. produkt per time; et produkt som kunder, som nævnt, vil stå i kø for at få lov til at betale 500 kroner for. Det lyder næsten som at trykke ens egne penge, ikke sandt?
Produktet koster kun råmaterialer og omkostninger i størrelsesordnen 50 krone per enhed, så du kan nok se, at med en værditilvækst på faktor 10, jeg potentielt ville kunne hyre tusindvis af medarbejdere til min fabrik, hvis jeg valgte at investere i at etablere den. Min ideelle arbejdsstyrke ville bestå af flittige, stabile, unge medarbejdere, med kortere videregående uddannelser, medarbejdere hvis profil vi har masser af her i Danmark.
Men – jeg vil ikke starte min fabrik, og jeg vil ikke give dig et job!
Nu spørger du sikkert – hvorfor vil jeg ikke det? Jo, nu skal du høre hvorfor.
Hvis jeg investerer alt hvad jeg ejer, og belåner mig selv op over begge ører, kan jeg anlægge min fabrik – og herefter forvente at hver medarbejder kan generere en salgspris på 500 kr. per time. Af denne salgspris vil staten dog kræve de 25 % i moms, men fabrikken vil fortsat kunne genere en indtjening på 400 kr. per arbejdstime per medarbejder. Omkostninger i form af råmateriale, leje af maskiner, el og varme, husleje mv. per enhed lander som nævnt på 50 kroner, så der er altså fortsat 350 kroner i ren indtægt per arbejdstime, og hvem ville ikke gerne arbejde for 350 kroner i hånden i timen?
Nu er det jo sådan, at mine ansatte, typisk unge med en kortere eller mellemlang videregående uddannelse, forventer ansættelse på en alm. funktionærkontrakt, med fast månedsløn, 3 måneders opsigelse, pension mv.
De skal lovmæssigt have 5 ugers ferie, arbejder 5 af ugens 7 dage, skal have fri på helligedage, barns første sygedag, efterladende ca. 220 arbejdsdage pr. år. Dertil kommer de gennemsnitlige 7 årlige sygedage, hvilket bringer antallet af reelle arbejdsdage til 213.
Arbejdsugen er de forskrevne 37,5 timer, men i praksis skal de ansatte have korte pauser løbende, vil have diverse spildtid ved opgaveskift, møder mv, skal bruge tid til at ordne korrespondance mv. hvilket bringer deres direkte produktive arbejdsdag til ca. 6 timer dagligt.
Det tager en nyansat ca. 3 måneder at blive produktiv, og med en gennemsnitlig ansættelseslængde på ca. 3 år i min branche, må jeg formode at der som følge af udskiftninger må forventes et produktivitetstab på 1/12 på denne konto.
Dertil kommer, at jeg må på beregne at ca. halvdelen af min arbejdsstyrke på et vilkårligt tidspunkt kan melde, at de ønsker barselsorlov i op til 52 uger, med væsentlige produktionstab til følge. Da jeg ikke lovligt kan gardere mig imod dette, eller opsige medarbejdere der går på barsel, men er tvunget til at ansætte vikariater med overlap, udgør dette en stor omkostning, der (ligeligt fordelt mellem kønnene) betyder, at jeg må på beregne en ekstra ansættelse pr 10 medarbejdere, svarende til et yderligere produktionstab på 1/11.
Nu kan min virksomhed jo ikke fungere alene med produktionsmedarbejdere, og mens jeg selv vil varetage salg, administration, revision, regnskab, HR, Office management mv. mens virksomheden er lille, må jeg på sigt indstille mig på, at 1 ud af 5 medarbejdere vil være ansat til disse formål, svarende til et produktionstab på yderligere 1/5.
Nu er jeg så klar til at beregne min virksomheds faktiske indtægt pr. ansat per år, som svarende til:
(213 dage x 6 time x DKK 350) x (1 minus (1/11+1/12+1/5)) = DKK 279.901,5,-
Med en månedtlig udgift per medarbejder på ca. 1.100 til ATP/AER/AES, ville dette tal så endvidere blive reduceret til DKK 266.701,5.
Brugte jeg 100 % af virksomhedens indtægt til lønudgifter, uden at gemme så meget som en krone til afskrivning af gæld, investeringer, mv. og fik alle den samme løn, fra direktør til specialist til nylig ansat – kunne jeg altså tilbyde en månedlig gage på DKK 22.225 før skat. Evt. pension, frokost, telefon, hjemme PC osv. ville yderligere gøre indhug i denne gage.
Dette er et lønniveau, som ville kunne købe mig en højtuddannet Indisk ingeniør (under langt mere favorable feriebestemmelser mv.), men som i Danmark knap ville kunne konkurrere med passiv forsørgelse, og som efter en indkomstskat, moms, afgifter mv. – end ikke vil kunne give mine medarbejdere plads i den lavere middelklasse. Ingen med deres sansers fulde fem ville ønske at arbejde for mig, og rettelig så, for det ville jo overhovedet ikke kunne betale sig.
Vi taler og faglært og uddannet arbejdskraft, der ville skulle transportere sig til og fra arbejdspladsen (biler har de næppe adgang til), lægge 8 timers koncentreret arbejde - og økonomisk få et nul eller negativt ekstraudbytte, sammenholdt med mange overførselsindkomst-budgetter. Vi taler om unge, driftige mennesker, der efter endt uddannelse forventer adgang til hus og bil - samt at spare op til deres pension. De ville aldrig arbejde for mig, for så lav en gage.
Ovenstående fortæller end ikke hele sandheden, for undladt er de væsentlige risici, samt yderligere omkostninger, jeg ville løbe op imod som iværksætter (kapitalist) i Danmark, herunder:
- At skaffe den nødvendige kapital – og kunne forrente denne.
- At kunne oparbejde kapital i virksomheden, med henblik på investering i produktudvikling mv.
- At betale miljø- og affaldsafgift for min virksomhed.
- At leve i frygt for div. kvoter og tvangsopløsning.
- At leve i frygt for unfair konkurrence fra hel- eller halvoffentlig virksomhed med statsstøtte.
- At etablerede afgifter fra den ene dag til den anden kan hæves med faktor 20.
- At nye skatter og afgifter af væsentlig karakter pludselig indføres.
- At en konkurrent ser min virksomhed, kopierer konceptet, og underbyder mig fra en base i et land med mindre statslig regulering og beskatning, og (som følge heraf) langt mindre lønomkostninger.
Selv hvis jeg skulel kunne engagere en robust arbejdsstyrke til den maksimale gage jeg ville kunne tilbyde, ville ovenstående fuldstændig umuliggøre projektet. Jeg ville med al sansynlighed kaste min investering i vasken.
Tilbage står jeg altså med den konklusion, at en forretningsplan, hvormed man ved at investere i et anlæg, der muliggør, at 1 times arbejde giver et input på 50 kroner en værditilvækst på 1000 %, ikke er en rentabel, end sig mulig, forretningsmodel i Danmark. Det på trods af at langt mindre profitable forretningsmodeller dannede selve fundamentet for hele vestens velstand.
Jeg kan også konkludere, at selv hvis jeg kunne øge værditilvæksten til de krævede 1500+ % for at få forretningsmodellen til at hænge sammen, ville det være tåbeligt af mig, ikke at lokalisere min virksomhed i udlandet, hvor selv den oprindelige forretningsmodel ville være yderst rentabel.
Derfor vil jeg ikke give dig et job! Jeg hverken kan eller vil skabe forretning i et miljø, hvor staten tager sig så godt betalt for min virksomheds virke, enten direkte eller gennem at beskatte mine medarbejdere. Dette passer sikkert de politiske centralplanlæggere udmærket, for Danmark har jo ikke brug for industri- og produktionsvirksomheder. Her i landet skal alle nemlig være højtuddannede – og leve af unik ekspertkompetence (helst indenfor offentlig regi) samt af at bygge vindmøller og andre kraftigt statsstøttede luftkasteller.
Selv etablerede danske produktionsvirksomheder har for længst måtte rejse udenlands, og tilbage er kun de allermest hårdnakkede, der dog udemærket ved, at de i længden kæmper en forgæves kamp. Nye produktionsvirksomheder har vi, med ganske få undtagelser, slet ikke set opstå organisk i årevis.
Men – faglig ekspertise og innovation kommer ikke ud af de statslige universiteter, men ud af industrien, og ligeså med den velstandsproduktion, der muliggør at et samfund kan hænge sammen. Ved at have konstrueret en samfundsmodel, der siger nej tak til en forretningsmodel som min, nægter vi også på sigt vore masseuddannede ingeniører og andre kandidater et sted at arbejde, indenfor rigets grænser.
Vi har et samfund, hvor mindre end 25 øre per tjent krone i en produktionsvirksomhed, hvori lønomkostningerne udgør 100 % af indtjeningen (hvilket i øvrigt gør driften umulig) – reelt kommer den ansatte til gode i form af købekraft. Det er de facto det samme som at erklære produktiv virksomhed ulovligt, og ved at gøre dette, sætter du hele samfundsøkonomien skat-mat.
Det er produktionen af produkter, der skaber velstand – ikke de kommunale kontorer, fyldt med blomsten af dansk arbejdskraft. Vi kan ikke leve af at klippe håret på hinanden, eller mere rettelig, vi kan ikke leve af dels at administrere hinanden, dels være på overførselsindkomst – og så ellers bede polakker, kinesere og indere om at lave det arbejde der er behov for, for penge, vi i stor stil låner.
Vi har i Danmark reelt for længst savet den gren over vi sad på, om end vi stadig befinder os i frit fald, og ikke har ramt jorden endnu.
Til den dag at Danmark bliver sit gigantiske offentlige overforbrug kvit, bliver dit bedste bud på at få et arbejde, hos det offentlige selv – og du må bero dig på at se den velstand, som det fri marked skabte i Danmark, rullet tilbage til et niveau, hvor du på linje med borgerne i det gamle sovjet, med misundelse må de på din nabo, der efter kun 20 års venten, fik sig en trabant. Det medmindre du er en af partibosserne, som fragter deres børn til privatskole i store sorte minister-limousiner med tonede ruder.
Tilbage er kun at sige, dog med stor beklagelse, at jeg ikke vil give dig et job – og at du i større og større udstrækning vil se, at det er der heller ikke andre, der kan eller vil.
Edit: Meget frit efter: This is why I don't give you a job
