Lad os gennemgå argumenterne for at bevare efterlønnen ét for ét.
29 pct. af efterlønnerne er nedslidte.
Ifølge Arbejdsmarkedskommissionen vil omkring 29 procent være ude af stand til at være i fuld beskæftigelse på det danske arbejdsmarked. Med alderen reduceres arbejdsevnen efterhånden, men kun en andel af de 29 pct. er helt ude af stand til at forsørge sig selv. Flere andre analyser når frem til, at det kun er 6-16 pct. af efterlønnerne, som ud fra objektive kriterier ville være ude af stand til at passe et arbejde og dermed berettiget til førtidspension. 85 procent af efterlønnerne kommer direkte fra beskæftigelse. Men selv hvis det rigtige tal var 29 pct., indebærer dette, at kun tre ud af ti efterlønnere har brug for efterlønnen. Hvis det kun var tre ud af ti modtagere af ældrepleje, som rent faktisk havde brug for ydelserne, ville man betragte det som en skandale. Det mindretal af ældre, som ikke kan arbejde skal selvfølgelig kunne søge om førtidspension eller lignende – hvad enten det udgør 6 eller 29 procent af efterlønnerne.
Det er ikke værdigt for de nedslidte ældre at skulle søge om førtidspension.
Man kunne ligeså godt hævde, at det ikke er værdigt, at ældre skal visiteres til ældrepleje, eller at langtidssyge skal have en lægeerklæring. Det er et vilkår for alle borgere, der ønsker at modtage ydelser fra det offentlige, at man tildeles ydelsen, hvis man lever op til nogle kriterier. Ellers ville det ikke være en social ydelse men en slags borgerløn.
På grund af ledigheden vil der alligevel ikke være arbejde til de 60-64 årige.
Ledigheden vil falde, når den økonomiske krise aftager. Alle økonomer forventer, at vi indenfor en kortere årrække igen vil opleve alvorlig mangel på arbejdskraft. Regeringen har foreslået en meget gradvis afvikling af efterlønnen. De første år fortsætter den nuværende efterlønsordning uændret, herefter sker afviklingen gradvist frem til 2025. Afviklingen vil derfor finde sted i en situation, hvor der vil være hårdt brug for den ekstra arbejdskraft.
En skraldemand kan ikke fortsætte med sit hårde fysiske arbejde indtil folkepensionen.
Der er stadig færre jobs, som er fysisk krævende. Derfor har for eksempel skraldemænd mange muligheder for at vælge en anden beskæftigelse, når kroppen ikke længere kan klare det fysiske slid. I lande som Sverige, Norge og Tyskland har man ikke en efterlønsordning. Her lykkes det at inkludere de ældre medarbejdere på arbejdsmarkedet. I både Sverige og Norge er omkring 60 procent af de 60-64årige i arbejde, mens det i Danmark kun er 37 procent, hvilket primært skyldes efterlønsordningen.
Ufaglærte og faglærte er stærkt overrepræsenteret blandt efterlønsmodtagerne.
Det passer ikke. 39 procent af efterlønsmodtagerne var i 2008 ufaglærte. Men det er ikke nogen stærk overrepræsentation i forhold til de 60-64årige som helhed, hvor ca. 37 procent er ufaglærte. Ca. 44 procent af efterlønnerne er faglærte mod 40 procent blandt de 60-64årige som helhed. Efterløn er ikke væsentligt mere populært blandt ufaglærte, hvor 39 procent vælger efterlønnen, end blandt de 60-64årige som helhed, hvor den tilsvarende andel er 37 procent. Hovedparten af de faglærte og ufaglærte går altså ikke på efterløn. Og disse personer er med til at finansiere, at deres jævnaldrende - nu tidligere - kolleger holder fri.
Afskaffelse af efterlønnen vil sammen med velfærdsforliget fra 2006 medføre, at danskerne kommer så sent på pension, at de mister den tredje alder.
Det er korrekt, at pensionsalderen vil stige. Men baggrunden for dette er blandt andet, at også levealderen stiger. I 1990 kunne en gennemsnitlig 60-årig forvente at få små tyve år på efterløn og folkepension. Med den stigende levetid er varigheden af pensionisttilværelsen vokset til ca. 22 år og uden en afskaffelse af efterlønnen vil den stige yderligere til 23 år, hvis man ikke afskaffer efterlønnen. Først herefter begynder pensionisttilværelsen igen at blive kortere, fordi velfærdsforliget fra 2006 indebærer en gradvis forøgelse af pensionsalderen. Hvis vi ikke afskaffer efterlønne vil en særligt privilegeret generation af ældre i de kommende 15-20 år have en i historisk sammenligning exceptionelt lang pensionisttilværelse, finansieret af yngre generationer af skatteydere, som ikke selv vil få samme privilegium. Selv hvis man fjerner efterlønnen, vil fremtidige pensionister takket være den længere levealder have længere pensionisttilværelse end ældre, der gik på pension i 1990’erne.
(Denne artikel blev bragt lørdag den 22. januar som min faste klumme Modpol i Politiken)
