Engang imellem får man et udtryk leveret, der er så genialt, man ville
ønske, man selv havde opfundet det.
Udtrykket voodoo økonomi er et sådant.
Betegnelsen voodoo økonomi blev anvendt af en liberal politiker i forbindelse med
psykiatriens skabelse af nye kunder, og hvad det koster samfundet – som nævnt her
i avisen flere gange i omegnen af 100 milliarder om året.
Det foregår ligesom på Haiti, hvor en voodoo mester kan skabe sig en
zombie ved at give en udvalgt person en gift, som lammer vedkommende, hvorefter
denne begraves som død. Nogle uger senere graver mesteren personen op igen og
giver en modgift, så personen vågner. Men på grund af iltmangel vil hjernen
være ødelagt, så den nu genopståede vil være en zombi.
Det er samme taktik i en mere moderne udgave, psykiatrien har benyttet
siden begyndelsen af 1990’erne, hvor der åbenbart blev givet tilladelse til det
fra politisk side, da der ellers ville være blevet skredet ind overfor det.
I al sin enkelthed går det ud på, at psykiatrien får fat i en person og
begynder at medicinere denne med hjernemedicin, hvis bivirkninger har været
hemmeligholdte fra allerede inden pillerne kom på markedet.
Når psykiatrien vil skabe en ny kunde, er deres ”starter kit” typisk ”lykkepiller”,
som kan udløse depression, angst, aggressioner, psykose, selvmordstrang, hallucinationer
samt andre tilstande, der alle betragtes som psykiske sygdomme. Når dette sker,
øges dosis, hvilket dosis også bliver, hvis personen ikke kan tåle midlerne,
eller ikke er klar over, pillerne bevidst gives i overdosis fra begyndelsen og
derved bliver forgiftet.
Nu har psykiatrien fået godt fat i en ny kunde og har et kæmpe apparat,
betalt af skatteborgerne, stående parat til at modtage den debuterende ”sindslidende”.
Inden personen fik piller, havde denne et job og fungerede fint i alle
relationer, men med en manipuleret hjerne kan vedkommende ikke længere genkende
sig selv.
Derfor bliver der inviteret til psykoeducation, hvor den nye ”sindslidende”
kan lære, at den fremmede tilstand skyldes, en sindslidelse, der har ligget
latent i årevis, men som nu er brudt frem.
De pårørende kan heller ikke genkende deres familiemedlem eller forstå
noget, så de bliver inviteret til pårørende undervisning.
Pillerne er skabt til at øve indflydelse på hjernens og kroppens
neuroner samt hjernens vigtigste relæ, hypothalamus og hypofysen, hvor der blandt
andet skabes signalstoffer og hormoner. Nu skabes der rod i systemet, der ofte brænder sammen.
Pillegnaskeren vil opleve at blive langsom og fjumret, og derfor bliver
der nu koblet en ergoterapeut på, der kan kontrollere, om den nyskabte ”sindslidende”
kan finde ud af at udføre de dagligdags opgaver, vedkommende uden besvær påtog
sig inden mødet med psykiatrien.
Undervejs vil den medicinerede typisk være i en sådan forfatning og til
psykiatriens store morskab reagere så absurd og anderledes, at medicindosis
typisk sættes op, hvis der da ikke i stedet skiftes til nye spændende stoffer.
Nu ødelægges også kroppens neurologiske system, hvorved personen bliver
stiv i hele kroppen og får besvær med at gå og bevæge sig i det hele taget. Så nu
er det fysioterapeutens tur til at gøre fyldest for sit job.
Staklen vil nu være i en sådan forfatning, at vedkommende mister sit
job og henvises til offentlig forsørgelse. I mange tilfælde mister personen
også sin bolig og henvises til et bosted for sindslidende. Da vedkommende i
reglen også mister hele sin omgangskreds, der ikke længere kan genkende ham/hende, henvises der til en af de foreninger for sindslidende, der også får kæmpe tilskud af staten, hvor personen kan være sammen med andre ligestillede og virkelig lære at falde til i sit nye liv.
Under hele turen fra social vinder til social taber holder psykiatrien
godt fast i personen og guider denne igennem alle trin på vejen.
Det er ren voodoo. Og i snart 25 år har det alt i alt kostet det danske
samfund omkring 100 milliarder om året.
I alt udgør det et så astronomisk tal, at en lille lommeregner ville
brænde sammen, hvis den skulle udregne de samlede omkostninger igennem 25 år. Men
hvis det var blevet standset for længst, ville der have været til ikke blot
eksisterende kaserner, men også til helt nye, til overførselsindkomst til de,
der virkelig havde behov, til sygedagpenge for de virkeligt syge, til et
velfungerende sundhedssystem, et godt skolesystem, omsorg for de studerende, en
anstændig ældrepleje og meget, meget mere.
Man kan faktisk få meget for 100 milliarder om året.
Derfor er det på tide at få nedlagt psykiatrien, finde ordentlige
behandlingsmuligheder for de mennesker, der virkelig har psykiske lidelser, som
gør deres hverdag uudholdelig og sørge for, at velfungerende mennesker ikke
skal tilføres hjernemedicin, så de ender som ”sindslidende.”
Og psykiatrien kan vi passende sende til Haiti, hvor voodoo i 1996 fik
status af statsreligion.
Her vil de kunne slå sig løs. Med deres voodoo hører de ikke hjemme i
et højteknologisk samfund, hvor vi i stedet bør satse på moderne videnskab. Hvilket der også ville blive råd til, hvis psykiatrien pakkede deres voodoo sammen.
