LEDER: Konservative taler gerne ofte og længe om værdien af forpligtende fællesskaber, mens andre bare forpligter sig i fællesskaberne, men hvad gør konservative, når pligten over for det ene fællesskab kolliderer med pligten over for det andet?
Per Stig Møller, der uvist af hvilke årsager har en stor stjerne i Det Konservative Folkeparti, selvom han mener, at konservatisme er lige så meget socialisme som liberalisme, giver et bud i Berlingske, hvor hans budskab til "meget dynamiske erhvervsfolk" er, at de ikke skal flytte til udlandet, selvom de der kan drage gavn af mildere beskatning til gavn for ikke kun sig selv, men jo også for deres familier (der var det ene forpligtende fællesskab), men at de i stedet skal blive i Danmark og betale deres penge i skat til det danske statsfællesskab (der var det andet fællesskab).
Her står det vellønnede familieoverhoved altså i det dilemma at kunne flytte hen, hvor vedkommende kan gøre livet bedst for sin familie, eller at blive i Danmark for at gøre livet bedst for de anonyme mennesker, som politikerne beslutter skal modtage overhovedets skattepenge. Og så er Per Stig Møllers svar, at man ikke er en ordentlig konservativ, hvis man prioriterer sin egen familie over alle mulige vildt fremmede mennesker.
Det er der utvivlsomt konservative mennesker, som er enige med Per Stig Møller i, men vi mindes dog at have hørt om konservative, som mener, at menneskets forpligtelse i højere grad er overfor konkrete jordbundne fællesskaber fremfor abstrakte flyvske fællesskaber, og det forekommer os, at familiefællesskabet, uanset hvordan man vender og drejer det, må være mere konkret for et virkeligt menneske end det nationale fællesskab.
I hvert fald kan det med glæde konstateres, at også konservative familiemennesker oftest synes at tage imod tilbud om at gøre godt for deres familier, når de tilbydes vellønnede stillinger i udlandet, fremfor at sige nej af hensyn til det nationale fællesskab. Så alt er jo i virkeligheden, som det skal være, selvom Per Stig Møller forsøger at få det til at være noget andet.
