LEDER: Socialdemokraterne bryster sig af at have skabt verdens bedste samfundssystem i Danmark, med bl.a. skatteyderbetalt sygdomsbehandling, ældrepleje og skolegang til alle. Og de tøver ikke med at sætte et asocial-stempel på enhver, der mener, at velfærden vil være større, hvis vi får lov til at beholde vore penge, så vi kan købe den service, der passer til lige præcis os, fremfor at være henvist til Socialdemokraternes one-size-fits-all-model.
En af de ledende socialdemokrater, som optræder allermest indigneret, når talen falder på folk, der vælger velfærdsstaten fra - aktuelt mest i forhold til det offentlige sundhedssystem kontra private hospitaler (tese nr. 4) - er partiets socialordfører, Mette Frederiksen. Alligevel har hun til sin datter fravalgt den kommunale folkeskole, der ellers ligger under en kilometer fra hendes bopæl, til fordel for en privat såkaldt lilleskole der ligger meget længere væk.
"Det er rigtigt, at vores datter går på en lilleskole. Det har været et svært valg at træffe. Men det har jo da intet som helst at gøre med min opbakning til folkeskolen," skriver Mette Frederiksen i en meningsudveksling på Facebook. Og det kan være sandt nok i én betydning. Vi tvivler således ikke på, at Mette Frederiksen også fremover vil være villig til at kaste om sig med andre folks penge til den danske folkeskole for at pleje sit sociale image.
Men i en anden betydning holder den ikke. For når Mette Frederiksen med sit personlige eksempel viser, at folkeskolen ikke er god nok til hendes egne børn, så er det naturligvis så som så med opbakningen til den model, der ifølge Socialdemokraterne skulle skabe fælles opvækstvilkår for høj såvel som for lav. Mette Frederiksen ønsker noget andet for sine børn, og da hun har ressourcer til at skaffe det, så gør hun det.
At vælge den skole, man synes er bedst for sit barn, er en menneskeret, som bør være alle forundt. Men når det lige præcis er Mette Frederiksen, det handler om, så burde der måske gøres en undtagelse. Lige netop hun, der har så travlt med at problematisere de ressourcestærkes fravalg af velfærdsstatens serviceydelser til fordel for private løsninger, kan i hvert fald ikke gøre nøjagtig det samme uden at stå moralsk forpjusket tilbage.
En af de ledende socialdemokrater, som optræder allermest indigneret, når talen falder på folk, der vælger velfærdsstaten fra - aktuelt mest i forhold til det offentlige sundhedssystem kontra private hospitaler (tese nr. 4) - er partiets socialordfører, Mette Frederiksen. Alligevel har hun til sin datter fravalgt den kommunale folkeskole, der ellers ligger under en kilometer fra hendes bopæl, til fordel for en privat såkaldt lilleskole der ligger meget længere væk.
"Det er rigtigt, at vores datter går på en lilleskole. Det har været et svært valg at træffe. Men det har jo da intet som helst at gøre med min opbakning til folkeskolen," skriver Mette Frederiksen i en meningsudveksling på Facebook. Og det kan være sandt nok i én betydning. Vi tvivler således ikke på, at Mette Frederiksen også fremover vil være villig til at kaste om sig med andre folks penge til den danske folkeskole for at pleje sit sociale image.
Men i en anden betydning holder den ikke. For når Mette Frederiksen med sit personlige eksempel viser, at folkeskolen ikke er god nok til hendes egne børn, så er det naturligvis så som så med opbakningen til den model, der ifølge Socialdemokraterne skulle skabe fælles opvækstvilkår for høj såvel som for lav. Mette Frederiksen ønsker noget andet for sine børn, og da hun har ressourcer til at skaffe det, så gør hun det.
At vælge den skole, man synes er bedst for sit barn, er en menneskeret, som bør være alle forundt. Men når det lige præcis er Mette Frederiksen, det handler om, så burde der måske gøres en undtagelse. Lige netop hun, der har så travlt med at problematisere de ressourcestærkes fravalg af velfærdsstatens serviceydelser til fordel for private løsninger, kan i hvert fald ikke gøre nøjagtig det samme uden at stå moralsk forpjusket tilbage.
