LEDER:
"Jeg tror, at økonomiske incitamenter er afgørende for folk, der godt kan."
Sådan siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i et interview i Information. Dermed gør hun op med årtiers socialdemokratisk benægtelse af, at for høje overførselsindkomster ødelægger folks motivation for at få og fastholde et arbejde.
Den socialdemokratiske myte om, at så godt som alle mennesker da vil arbejde, uanset om det kan betale sig for dem, blev i høj grad lanceret af Bent Rold Andersen, der fra 1962-1972 var forskningsleder ved Socialforskningsinstituttet og senere kortvarigt socialminister i Anker Jørgensens sidste regering. For godt et halvt år siden meldte denne tidligere så indflydelsesrige socialdemokrat sig ind i Enhedslisten.
"I modsætning til sygdom er arbejdsløshed en trangsårsag, hvis samlede omfang ikke er særlig følsom over for de enkelte lønmodtageres adfærd," påstod Bent Rold Andersen tilbage i 1966, og det var det holdningsmæssige grundlag for, at man opbyggede en velfærdsstat med det formål at eliminere den økonomiske forskel på at være i arbejde og ikke at være i arbejde.
Man fandt det med Bent Rold Andersens ord væsentligt, at et fald i levestandarden over en længere periode kunne medføre, “at den pågældende af sig selv og andre opfattes som inde i en social deroute, hvilket igen erfaringsmæssigt kan medføre uheldige virkninger på revalideringsmulighederne”.
Derfor skulle det ikke nødvendigvis kunne betale sig at arbejde - folk ville jo også gøre det uanset, mente datidens socialdemokrater.
Men altså ikke længere. Mette Frederiksen, der tidligere tilhørte Socialdemokraternes virkelighedsfjerne venstrefløj, er i dag personen, som fører borgerlige danskeres mere snusfornuftige syn på sammenhængen mellem økonomisk tilskyndelse og lyst til at arbejde ind i det gamle "arbejderparti".
Det er glædeligt, men hvem skulle dog have troet det for bare halvandet år siden.
