LEDER: Diktatur virker ikke, bortset fra hvis "diktatoren" er liberal. Sådan cirka kan økonomen Paul Romers studier af verdens såkaldte "charterbyer" vist opsummeres. En charterby er en by i et underudviklet land, hvor der ikke er noget egentligt demokrati, men hvor byen i stedet styres af en fremmed, vestlig magt, der ikke har andre interesser end at få skabt en velfungerende økonomi for egen vindings skyld. Som f.eks. Hongkong fra 1841.
Hongkong har under disse særlige forhold oplevet en enorm vækst i især efterkrigstiden, helt modsat det kinesiske fastland, som først kom med på vækstbølgen langt senere, da de kinesiske ledere ifølge Paul Romer tog ved lære af netop Hongkong og oprettede økonomiske frizoner i selve Kina.
Andre bystater i verden har oplevet tilsvarende velstand uden at være styret af fremmede magter, men stadig ved at have en magtfuld mand med liberale tilbøjeligheder, som ikke behøvede at tage hensyn til folkestemninger, i spidsen. Singapore, Monaco og Dubai er eksempler på det.
Det betyder naturligvis ikke, at vi herhjemme pludselig skal begynde at eksperimentere med at give enevældig magt til Anders Samuelsen, men det bør betyde noget for vores bedømmelse af de ideologier, som kæmper om vælgernes gunst i vores demokrati.
For mens vi altså kan konstatere, at lande, hvor liberale idéer er eneherskende, er velstående og dejlige at leve i, så forholder det sig jo helt omvendt med lande, hvor socialistiske idéer styrer enevældigt. Hvem kan pege på et socialistisk diktatur, som verdens befolkninger valfarter til for at leve og arbejde i? Der findes simpelthen ikke eksempler på det. Socialistiske diktaturer må i stedet forbyde deres borgere at forlade landet, fordi det ellers vil blive affolket - som eksempelvis fortidens DDR og nutidens Cuba og Nordkorea.
Denne forskel er da tankevækkende, også når man står i stemmeboksen!
Hongkong har under disse særlige forhold oplevet en enorm vækst i især efterkrigstiden, helt modsat det kinesiske fastland, som først kom med på vækstbølgen langt senere, da de kinesiske ledere ifølge Paul Romer tog ved lære af netop Hongkong og oprettede økonomiske frizoner i selve Kina.
Andre bystater i verden har oplevet tilsvarende velstand uden at være styret af fremmede magter, men stadig ved at have en magtfuld mand med liberale tilbøjeligheder, som ikke behøvede at tage hensyn til folkestemninger, i spidsen. Singapore, Monaco og Dubai er eksempler på det.
Det betyder naturligvis ikke, at vi herhjemme pludselig skal begynde at eksperimentere med at give enevældig magt til Anders Samuelsen, men det bør betyde noget for vores bedømmelse af de ideologier, som kæmper om vælgernes gunst i vores demokrati.
For mens vi altså kan konstatere, at lande, hvor liberale idéer er eneherskende, er velstående og dejlige at leve i, så forholder det sig jo helt omvendt med lande, hvor socialistiske idéer styrer enevældigt. Hvem kan pege på et socialistisk diktatur, som verdens befolkninger valfarter til for at leve og arbejde i? Der findes simpelthen ikke eksempler på det. Socialistiske diktaturer må i stedet forbyde deres borgere at forlade landet, fordi det ellers vil blive affolket - som eksempelvis fortidens DDR og nutidens Cuba og Nordkorea.
Denne forskel er da tankevækkende, også når man står i stemmeboksen!
