LEDER: Der har været en modvilje mod at kæde DF-vælgeres arbejdsduelighed sammen med mangel på velfærd. Altså at DF'erne koster. Men jeg synes, vi skal slippe ånden ud af flasken og ikke være bange for at sige, at der er en sammenhæng.
Sådan siger Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, ikke. Men hun siger helt det samme om indvandrere. Det er Dansk Folkepartis begrundelse for, at der nu skal nedsættes en integrationskommission, som skal beregne de offentlige udgifter ved at personer fra ikke-vestlige lande er indvandret til Danmark. Regnestykket er helt relevant, lad os endelig få tallene på bordet.
Men det ville være mere interessant at få det samlede tal for alle de ikke-arbejdende frem, herunder også for de mange som stemmer på Dansk Folkeparti, mens de f.eks. skælder ud over indvandrer-relaterede omkostninger, som de ikke selv betaler til, fordi de aldrig eller kun kortvarigt har haft et arbejde, fordi de siden 80'erne og uden nogen synderlig grund har levet på en førtidspension, som Dansk Folkeparti ved flere lejligheder har forhøjet for at kapre stemmer.
For den enkelte skatteyder er det jo ret beset ligegyldigt, om det er en indvandrer eller en indfødt, som han skal slide fra nytår til den 22. juli for at forsørge, blot fordi vedkommende ikke vil gøre en indsats for at integrere sig på det danske arbejdsmarked. Pengene er ikke mere ærgerlige at miste, fordi modtageren hedder Ali i stedet for Allan.
Kommissionen bør belyse, hvordan det gik til, at danskerne fra 1960 til i dag kom til at betale tre gange så stor en andel af BNP til overførselsindkomster, hvorfor fire gange så mange danskere i den arbejdsdygtige alder i dag forsørges af skatteyderne (side 73), og hvorfor der i Danmark - selv sammenlignet med andre nordiske lande, heriblandt Sverige der jo bestemt ikke fører Dansk Folkepartis foretrukne indvandringspolitik - er flest offentligt forsørgede.
Det er en yndet disciplin i DF-lejren at gøre som om, det alene er indvandrere, der har væltet det danske statsbudget. Men de 24 mia. kr., som den forøgede indvandrerledighed senest er beregnet til at koste, er altså peanuts på en finanslov, der hvert år forbruger monstrøse 1.000 mia. kr. af skatteborgernes penge. Det betyder ikke, at der ikke skal gøres noget ved indvandrerledigheden, for det skal der. Men det betyder, at indvandrere blot er en brik i den store problemstilling, som man må være opmærksom på, hvis man er oprigtigt bekymret for de omkostninger, som socialstaten pålægger arbejdende danskere.
Sådan siger Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, ikke. Men hun siger helt det samme om indvandrere. Det er Dansk Folkepartis begrundelse for, at der nu skal nedsættes en integrationskommission, som skal beregne de offentlige udgifter ved at personer fra ikke-vestlige lande er indvandret til Danmark. Regnestykket er helt relevant, lad os endelig få tallene på bordet.
Men det ville være mere interessant at få det samlede tal for alle de ikke-arbejdende frem, herunder også for de mange som stemmer på Dansk Folkeparti, mens de f.eks. skælder ud over indvandrer-relaterede omkostninger, som de ikke selv betaler til, fordi de aldrig eller kun kortvarigt har haft et arbejde, fordi de siden 80'erne og uden nogen synderlig grund har levet på en førtidspension, som Dansk Folkeparti ved flere lejligheder har forhøjet for at kapre stemmer.
For den enkelte skatteyder er det jo ret beset ligegyldigt, om det er en indvandrer eller en indfødt, som han skal slide fra nytår til den 22. juli for at forsørge, blot fordi vedkommende ikke vil gøre en indsats for at integrere sig på det danske arbejdsmarked. Pengene er ikke mere ærgerlige at miste, fordi modtageren hedder Ali i stedet for Allan.
Kommissionen bør belyse, hvordan det gik til, at danskerne fra 1960 til i dag kom til at betale tre gange så stor en andel af BNP til overførselsindkomster, hvorfor fire gange så mange danskere i den arbejdsdygtige alder i dag forsørges af skatteyderne (side 73), og hvorfor der i Danmark - selv sammenlignet med andre nordiske lande, heriblandt Sverige der jo bestemt ikke fører Dansk Folkepartis foretrukne indvandringspolitik - er flest offentligt forsørgede.
Det er en yndet disciplin i DF-lejren at gøre som om, det alene er indvandrere, der har væltet det danske statsbudget. Men de 24 mia. kr., som den forøgede indvandrerledighed senest er beregnet til at koste, er altså peanuts på en finanslov, der hvert år forbruger monstrøse 1.000 mia. kr. af skatteborgernes penge. Det betyder ikke, at der ikke skal gøres noget ved indvandrerledigheden, for det skal der. Men det betyder, at indvandrere blot er en brik i den store problemstilling, som man må være opmærksom på, hvis man er oprigtigt bekymret for de omkostninger, som socialstaten pålægger arbejdende danskere.
