LEDER: En politisk bevægelses mission er i sagens natur en kamp mod "de andre", altså dem der vil noget andet - dem der vil modarbejde bevægelsens mål. Men en politisk bevægelse, der ikke anerkender behovet for også at holde styr på sine egne og at klargøre bevægelsens linje, når enkeltmedlemmer skejer ud med uacceptable synspunkter, gør sig selv til målskive for modstandernes angreb. Og det gør den fuldt fortjent.
Sådan er virkeligheden lige nu i den islamkritiske eller muslimhadende bevægelse - vælg selv navn efter eget temperament. Alle, der deltager i internetdebatter, kender denne bevægelse, for uanset hvilket emne, man diskuterer, så er der på de fleste større debatfora på nettet oftest en antal brugere, som insisterer på, at man i virkeligheden burde diskutere koranens skrifter, muslimernes forestående overtagelse af vort samfund, vesterlændinges kulturelle selvhad og så videre og så videre ... Remsen er kendt. Ikke så sjældent krydres udgydelserne også med krav om, at muslimer - uanset hvor fredelige de hidtil har optrådt - må smides ud af landet for at imødegå "den demografiske udfordring", nogle gange endda med deciderede opfordringer til at gribe til våben.
Hvad tænker mon bevægelsens mere jordbundne typer om det? Morten Uhrskov Jensen er en af dem, og i et interview betror han 180Grader.dk, at han tager afstand fra den slags mennesker, men ikke rigtigt kan se, hvad han kan gøre ved, at de optræder, som de gør. Måske kunne han skrive om opviglernes farlighed på samme måde, som han skriver om islamisters farlighed? Det er da en mulighed, omend ikke en mulighed som Morten Uhrskov Jensen hidtil har benyttet. Og det er der heller ingen andre i bevægelsen, som har gjort. Tværtimod, faktisk. Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, der synes at være bevægelsens chefideolog, har f.eks. belønnet Dansk Folkepartis Mogens Camres udtalelser om, at muslimer bør forvises fra Europa, ved at skrive en bog i fællesskab med selvsamme Camre.
Islamkritikerne eller muslimhaderne udgør en forholdsvis ny bevægelse i Danmark, som har vokset sig stor i takt med, at indvandringen i de senere årtier har medført, at der for første gang i historien har bosat sig et betydeligt antal muslimer i Danmark. Nogle vil måske mene, at den manglende selvjustits i bevægelsen kan undskyldes med dens ungdom, men i bund og grund findes der ingen undskyldning for enkeltpersoner, der blot ser til, mens deres holdningsfæller agiterer for krigsførsel mod og deportation af en anden befolkningsgruppe i det samfund, som vi er fælles om, hvad enten vi kan lide det eller ej.
Så længe den antiislamiske bevægelses fremtrædende personer ikke påtager sig den opgave at holde styr på og undsige deres holdningsfæller, når det er nødvendigt, så skal de heller ikke klynke, når personer uden for bevægelsen mistænker dem for at se med stiltiende accept på disse medlemmers gøren og laden. Bevægelsen rammes her - ironisk nok - af det samme krav, som også dens modstandere, muslimerne, stilles overfor, når trosfæller begår forbrydelser i islams navn. Kan man stille krav til muslimer om tydelig og uopfordret afstandtagen - og det kan man - så kan man også stille kravet til antimuslimer.
Sådan er virkeligheden lige nu i den islamkritiske eller muslimhadende bevægelse - vælg selv navn efter eget temperament. Alle, der deltager i internetdebatter, kender denne bevægelse, for uanset hvilket emne, man diskuterer, så er der på de fleste større debatfora på nettet oftest en antal brugere, som insisterer på, at man i virkeligheden burde diskutere koranens skrifter, muslimernes forestående overtagelse af vort samfund, vesterlændinges kulturelle selvhad og så videre og så videre ... Remsen er kendt. Ikke så sjældent krydres udgydelserne også med krav om, at muslimer - uanset hvor fredelige de hidtil har optrådt - må smides ud af landet for at imødegå "den demografiske udfordring", nogle gange endda med deciderede opfordringer til at gribe til våben.
Hvad tænker mon bevægelsens mere jordbundne typer om det? Morten Uhrskov Jensen er en af dem, og i et interview betror han 180Grader.dk, at han tager afstand fra den slags mennesker, men ikke rigtigt kan se, hvad han kan gøre ved, at de optræder, som de gør. Måske kunne han skrive om opviglernes farlighed på samme måde, som han skriver om islamisters farlighed? Det er da en mulighed, omend ikke en mulighed som Morten Uhrskov Jensen hidtil har benyttet. Og det er der heller ingen andre i bevægelsen, som har gjort. Tværtimod, faktisk. Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, der synes at være bevægelsens chefideolog, har f.eks. belønnet Dansk Folkepartis Mogens Camres udtalelser om, at muslimer bør forvises fra Europa, ved at skrive en bog i fællesskab med selvsamme Camre.
Islamkritikerne eller muslimhaderne udgør en forholdsvis ny bevægelse i Danmark, som har vokset sig stor i takt med, at indvandringen i de senere årtier har medført, at der for første gang i historien har bosat sig et betydeligt antal muslimer i Danmark. Nogle vil måske mene, at den manglende selvjustits i bevægelsen kan undskyldes med dens ungdom, men i bund og grund findes der ingen undskyldning for enkeltpersoner, der blot ser til, mens deres holdningsfæller agiterer for krigsførsel mod og deportation af en anden befolkningsgruppe i det samfund, som vi er fælles om, hvad enten vi kan lide det eller ej.
Så længe den antiislamiske bevægelses fremtrædende personer ikke påtager sig den opgave at holde styr på og undsige deres holdningsfæller, når det er nødvendigt, så skal de heller ikke klynke, når personer uden for bevægelsen mistænker dem for at se med stiltiende accept på disse medlemmers gøren og laden. Bevægelsen rammes her - ironisk nok - af det samme krav, som også dens modstandere, muslimerne, stilles overfor, når trosfæller begår forbrydelser i islams navn. Kan man stille krav til muslimer om tydelig og uopfordret afstandtagen - og det kan man - så kan man også stille kravet til antimuslimer.
