Opsig statsløskonventionen NU!

Det er en ganske enkel sag at opsige Danmarks tiltræden af FN-konventionen om statsløse fra 1961, som Danmark tiltrådte i 1977

Torben Mark Pedersen,

23/05/2013

Det er en ganske enkel sag at opsige Danmarks tiltræden af FN-konventionen om statsløse fra 1961, som Danmark tiltrådte i 1977.

Konventionen forpligter de lande, der tiltræder den til at give statsborgerskab til statsløse, såfremt disse aldrig har haft statsborgerskab og har boet i landet i en nærmere årrække før det fyldte 18. år.

FN-konventionen hindrer de facto de enkelte lande, der har tiltrådt konventionen, i selv at bestemme, hvem de vil tildele statsborgerskab, idet den forpligter landene til at give statsborgerskab selv til kriminelle statsløse udlændinge og til statsløse, som PET ved har terrorforbindelser, så længe pågældende personer ikke er dømt for forbrydelser mod statens sikkerhed.

Spørgsmålet har fået fornyet aktualitet efter, at det er kommet frem, at en statsløs står til at få tildelt statsborgerskab, selv om PET advarer mod, at personen er ”til fare for rigets sikkerhed”, læs her. Justitsminister Morten Bødskov nægter tilmed at give Folketinget oplysninger om den mulige terrorist, læs her. Folketinget skal altså vedtage en lov, som de ikke kender indholdet af, fordi den udøvende magt nægter at frigive de relevante oplysninger til Folketinget. Det er skandaløst. Der er også den krølle på sagen, at Karen Hækkerup (S) før valget erklærede, at Socialdemokraterne ønskede en ændring af konventionen, så personer, der er til fare for statens sikkerhed, ikke kan få statsborgerskab. Det mener Socialdemokraterne øjensynligt ikke mere.

Konventionen har - så vidt jeg ved - ikke direkte retsvirkning i Danmark, men fordi Danmark har tiltrådt konventionen, betragtes det som en moralsk forpligtigelse at overholde den. Der er dog ikke noget juridisk til hinder for at stemme nej til at give statsborgerskab til statsløse udlændinge, som PET mistænker for at have terrorforbindelser, og som potentielt udgør en risiko mod danskernes liv, frihed og ejendom, hvilket DF har gjort i flere år.

Det er imidlertid kun DF, der stemmer nej til loven om statsborgerskab, når der er personer på listen, som er kriminelle, eller som ifølge PET har terrorforbindelser. Jeg mener, LA burde gøre det samme, for det er en grundlæggende liberal ide, der stammer fra John Locke, at statens primære opgave er at beskytte borgernes liv, frihed og ejendom, og den forpligtigelse svigter man, hvis man giver statsborgerskab til potentielle terrorister.

Det vil dog være passende at foreslå en opsigelse af statsløskonventionen, hvis man alligelvel ikke har tænkt sig at overholde den, og det er en ganske enkel sag. Alt hvad en opsigelse kræver, er, at Folketinget vedtager at opsige konventionen og meddeler det til FN's generalsekretær. Det fremgår af konventionens § 19:

"En kontraherende stat kan når som helst opsige konventionen ved skriftlig notifikation til De forenede Nationers generalsekretær. En sådan opsigelse træder i kraft for den pågældende kontraherende stat eet år efter, at generalsekretæren har modtaget den."

DF foreslog i marts 2011 at opsige FN-konventionen om statsløse, men der var et massivt flertal imod forslaget. Siden har LA skiftet holdning til spørgsmålet og har ved flere lejligheder meldt ud, at de er parate til at opsige alle de FN-konventioner, der stiller sig i vejen. LA burde derfor fremsætte et beslutningsforslag, og forsøge at få V, K og O med på forslaget, om at opsige FN-konventionen om statsløse.

Og med den moralske rygdækning burde LA stemme imod at give statsborgerskab til personer, som PET advarer imod udgør en trussel mod rigets sikkerhed. Det er fuldstændig vanvittigt at give den slags personer statsborgerskab. Sæt en stopper for denne galskab, også selv om det kun har en symbolpolitisk betydning, fordi regeringen alligevel har flertal, og fordi man alligevel ikke kan udvise statsløse udlændinge.

Kilde: