Af Ole Birk Olesen, 180Grader.dk
Den russisk-amerikanske forfatterinde Ayn Rand skrev blændende bøger om idealer og helte, der har fascineret og inspireret især yngre go-getters i syv årtier. Forventningens glæde var derfor stor hos hendes fans, da det blev meddelt, at nu – endelig! – var filmatiseringen af hendes magnum opus, Atlas Shrugged (dansk: Og verden skælvede), skudt i gang, og at det færdige resultat snart ville kunne ses i en biograf – eller i det mindste på en DVD.
Nuvel, kære danske fans … Bered jer på skuffelse. Jeg så i aftes filmen ved en privat screening, den første visning på dansk jord. Og det var ikke en stor oplevelse.
Var det forventningerne, som var for store? Nej, jeg var blevet advaret af andre, som har set filmen i biografen i USA. Og dog.
Jeg laver et tankeeksperiment: Jeg forestiller mig, at jeg sidder en tilfældig hverdagsaften i sofaen foran fjernsynet derhjemme, jeg zapper hen over kanallisten, uden kendskab til bogforlægget, uden viden om filmen, og støder så pludselig ind i den og bliver hængende.
Billedsiden er ikke dårlig, skuespillerne synes jeg heller ikke, der er noget at udsætte på, og jeg præsenteres i denne tænkte situation for et helt uventet og skarpt budskab om, at det ikke er bedrevidende politikere, bureaukrater og meningsdannere på venstrefløjen, som skaber teknologisk udvikling og velstand, de hindrer det tværtimod. De virkelige helte er profithungrende og entreprenante kapitalister.
Jeg tror, at jeg ville sidde der i sofaen og smile. Hold da op en positiv overraskelse, ville jeg tænke. Jeg ville endda anbefale politisk ligesindede venner at se den. For budskabets skyld.
Mangler kvalitet som film
Men det var ikke den oplevelse, jeg fik i aftes med den bagage, som jeg nu engang har med. Jeg var i stedet ærgerlig over, at filmen ikke vil blive set af mange i Danmark, uanset om den vises i biografen eller sendes ud som DVD, fordi manuskriptets filmiske kvaliteter simpelthen ikke er store nok, og jeg tænkte, at selv de, der ser den, næppe vil gå fra lærredet eller skærmen som anderledes mennesker, end da de satte sig til rette.
Filmen har en lang og handlingsmættet historie at fortælle i løbet af sine blot 97 minutter, også selvom den kun tager sit afsæt i den første tredjedel af romanen Atlas Shrugged (filmens del 2 og del 3 skulle være på vej). Med al den handling er der ikke fundet plads til at dvæle ved personerne, deres historie, skelsættende oplevelser i barndommen eller andet, som lukker os ind i deres personlighed, for en stund gør den til vores egen, og lader os mærke deres nederlag og sejre på vores egen krop i en følelsesmæssig rutsjebanetur.
Det kan man undvære, hvis en film til gengæld har noget andet. Komik, action, spænding, gys – men hvis det var til stede, så opdagede jeg det ikke.
Ayn Rands bøger sprudler med dialoger, der udstiller skurkenes og deres synspunkters verdensfjerne absurditeter, og heltenes omvendt sunde livsindstilling, og enkelte af disse dialoger har i amputeret form fundet vej til filmlærredet. De er blandt filmens få højdepunkter, selvom jeg også her tænker, at de ville gå mere rent ind, hvis vi forinden var blevet følelsesmæssigt knyttet til vore helte.
Vil ikke sætte sig spor
Ayn Rand-fans har haft et håb om, at en filmatisering af Atlas Shrugged kunne skabe endnu større momentum for hendes tanker og bøger. Det kommer ikke til at ske, tør jeg godt slå fast. Det er ikke en film, som vil gøre socialdemokrater til liberalister, og den vil heller ikke få kultstatus blandt de i forvejen overbeviste.
En god film, der skal sætte sig spor i vores bevidsthed, skal – slag på tasken – bruge 90 procent af sin energi på at tale til vores følelsesregister, og når denne indsats så har åbnet os op, kan filmen bruge de resterende 10 procent på at hælde sit budskab i os.
Med Atlas Shrugged virker det som om, man har byttet tallene om.
Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.
